Vedr. indsats på børne- og ungeområdet.

Jeg vil hermed tillade mig at skrive til Dem i forbindelse med den seneste tids kritik af indsatsen overfor området med vanskelige unge.

Jeg driver en hjemmeside, som registrerer steder – primært i USA – hvor at man fængsler børn uden at nogen som helst myndighed har behandlet sagen. Undervejs i denne research, hvor at man bogstavelig taler om døde børn og sår for livet, så har kritikken været at der ofte ikke er noget alternativ til indespærring. Det fik mig til at starte retsreformnu.dk, som researcher systemer verdenen over, som har udvist gode resultater.

Dette arbejde er ikke en kritik at de mange gode løsninger, som allerede findes. Men det er et research af om man kunne gribe problemerne anderledes an, fordi at der i virkelighedens verden er både en økonomi at tage hensyn til, men også en række problemer, der handler om formidling.

Jeg ved at der er nedsat en kommission, som man venter et udspil fra. Imidlertid får de politiske udmeldinger mig til at antage at man i høj grad satser på øget forældre ansvar og hurtigere tvangsfjernelse.

Jeg finder at det både er en kostbar og farlig vej at gå uden at man ser på hvordan at retssikkerheden for de unge kan forbedres. Jeg er klar over at offentligheden forlanger handling på grund af en række tragiske sager og målet må også være at begrænse disse, men vi må spørge os selv om hvilke voksne vores samfund skal have og hvordan at vi skaber disse.

Faren ved øget forældreansvar

Man har andre steder forsøgt at presse forældrene – nogle steder kun fædrene - til at tage ansvar for deres families kriminelle handlinger. Hvis vi ser bort fra de ekstreme tilfælde, hvor at manden er blevet straffet for handlinger begået af voksne personer i husstanden, så har man i USA i nogle stater indført love, hvor at forældrene f.eks. kan blive straffet for alkoholforbrug hos deres barn, hvis denne bliver skyldig i en forbrydelse, hvor at alkohol kan have indflydelse.

Dette ansvar har medført at en privat industri har vundet indpas. Forældrene kan simpelthen ringe efter et transportfirma, som henter ungerne i håndjern for at føre denne til et genopdragelsesprogram ^[1].

Vi har herhjemme set eksempler på privat initiativ, hvor at danske unge med anden etnisk baggrund havner på genopdragelse i mellemøsten. Men i Europa stopper tingene ikke der. Således har man i Spanien lukket en genopdragelseslejr, som var anvendt at Schweiziske kostskoler ^[2] og den store amerikanske kæde - World Wide Association of special Schools and Programs (WWASP) - arbejder på at etablere sig i Spanien for at byde sig til på vores kontinent.

Hvis de kommer ind på det Europæiske marked, så er spørgsmålet om man effektivt ville kunne sikre at en teenager fra Danmark ville kunne hentes tilbage, hvis forældrene lokker deres barn til Spanien under påskud af at skulle på ferie, hvorefter at denne spærres inde på en kostskole til hvad mange kalder religiøs hjernevask.

Vi har i Danmark ingen lov, som regulerer hvilke magtmidler, som sådanne firmaer opererer efter. Vi har ingen lov som giver de unge bisidder efter bortførelsen. I medierne kom det frem at sådanne firmaer eksisterer her i landet ^[3]. Hvem siger at de alene holder sig til narkoafvænning og at få unge væk fra bandemiljøer? I USA håndterer de også seksuelle og religiøse problemstillinger, som forældrene finder utilstedelige ^[4].

Faren ved anbringelser

Anbringelser er nødvendige i nogle tilfælde, når alle andre muligheder er udtømt.

Risikoen ved anbringelser er at man anbringer nogle, som ikke skulle have været anbragt. Sekundært så kunne man ende i en situation, hvor at et barn får en straf som er markant strengere end den straf en voksen ville have fået for en tilsvarende lovovertrædelse ^{[5] [6] [7]}.

I Florida har man det paradoks at børn optræder i håndjern og fodlænker foran domstolene, imens at voksne på etagen ovenover optræder i jakkesæt ^[8]. I Danmark har man problemer med ungdomssanktionen, som løber over 2 år og hvor at der er en åbenlys spekulation i at lade de unge sidde længst mulig på en sikret afdeling, hvor at kommunerne kan slippe for regningen ^[9]. Kan man sige sig fri for risikoen for at en ung person på 15 eller 16 måske kan føle sig ekstra fortabt, når en ældre medgerningsperson får en lempeligere straf for deltagelse i den samme forbrydelse? ^[10]

Spørgsmålet er hvordan at man sikrer denne balance. Kan man sige at man anno 2008 her i landet har et 100 % overblik over anvendte metoder og disses resultater? Ved man egentlig med hvem man entrerer i forbindelse med anbringelser? ^{[11] [12]}

Børnenes retssikkerhed

Der er kommet frem i den seneste tid at der er meget forskel på hvordan at tingene håndteres i de enkelte kommuner og sågar på hvilket tidspunkt af året at en sag skal afgøres.

Er det fair at den enkelte unge skal have afmålt sin konsekvens baseret på groft sagt den politiske sammensætning af socialudvalget og økonomien hos kommunen i det øjeblik at sagen skal afgøres? Er det fair at de forhold som der skal afsones under - hvis dette sker uden for hjemmet – kan risikere at ske under forhold som kunne betegnes som den næstbedste løsning, selvom behovet måske tegner i retning af en anden løsning (familiepleje kontra institution)?

Er tiden ikke kommet til man fjerner noget af belastningen af de kommunale sagsbehandlere ved at staten overtog den indledende sagsbehandling af den lette kriminalitet, hvorefter at det var op til kommunen at etablere rammer til afsoningen, som kunne suppleres med nogle løsninger, som er så specielle at de bør drives i statsregi.

Det er nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet mig selv og min konklusion har så været at vi må se på om vi ikke kan inddrage domstolene i arbejdet med at bedømme den enkeltes gerninger uden at denne måtte føle sig stemplet som uoprettelig.

Hvilke voksne vil vi have?

Jeg går ud fra at vi ønsker voksne, som kan tage ansvar for dem selv. Mennesker, som tør indrømme en fejltagelse og vil tage ansvar for deres handlinger.

De løsninger som jeg præsenterer, er baseret på det personlige ansvar. Der er tale om en ændring af den måde vi håndterer straffeattester på, men også en ændring af den kriminelle lavalder for dem som ønsker det. Hvis vores retssystem i højere grad belønner dem, som indrømmer deres fejltagelser og som modydelse stiller hjælp til rådighed uden at det udvikler sig til en gavebod, så har samfundet en gulerod som kan fjerne de unge fra et liv med kriminalitet. Man kan kalde det noget-for-noget. Løsningsforslagene er vedlagt som bilag.

Konsekvens og ansvar

Det er min overbevisning at vi skal slå væk fra den nuværende kurs, som basalt set handler om højere straf for en given forbrydelse i håbet om at denne hårdere straf måtte virke afskrækkende. Med hensyn til unges forbrydelser er vi oppe imod næsten umulige odds:

Ungdomsdomstole (”Teen courts”)

Det vigtigste værktøj til denne proces, er ungdomsdomstole – også kaldet ”Teen courts”. Det er et forum, hvor at unge dømmer unge med vejledning fra jurister.

Lad os fortælle de unge at overtrædelse af regler har en konsekvens. Ikke en konsekvens, som betyder indespærring, men en konsekvens, som griber afgørende ind i deres dagligdag.

Lad os endvidere fortælle dem at mennesker fejler. Når et menneske fejler, så må det udføre en bod, hvorefter at alt er tilgivet og dette menneske skal velkommes ind i flokken igen.

 Ungdomsdomstolene viser gode resultater. Tilbagefaldsprocenten er under 10 og der er en anden sidegevinst: Der er ingen i salen som efter at retssagen er overstået, som måtte stå tilbage med opfattelsen af at håndhævelsen af loven er en vestrehåndsopgave. Det er hårdt for alle: Offer, lovovertræder, forsvarer og anklager, samt nævningene. At sætte sig til dommer overfor et medmenneske og være sikker på at man vælger den rigtige konsekvens vil kræve meget af de unge og de vil lære at der ingen vindere er som følge af en lovovertrædelse.

Skyld, empati, straffens længde, tilgivelse og det fortabte får

Ingen ønsker at se unge i håndjern eller andet fikseringsudstyr bundet som et vildt dyr. Det vil ødelægge den unges selvopfattelse så meget at selv den bedste behandling bagefter måske aldrig vil rode bod på denne oplevelse. Vi må derfor søge en anden måde at fortælle den enkelte at samfundet mener dette alvorligt. Her foreslår jeg at ritualet er at når dommen falder, så får den unge udleveret en trøje og en kedeldragt, som denne skal bære indtil at den udmålte konsekvens er sonet. Kedeldragten skal den unge bære i fritiden og trøjen i skolen, så den unge er nemmere at lokalisere. Dragten skal ikke være en fangedragt. Den skal have udseende af almindelig arbejdstøj, så det kun er den unge, som vil opfatte dette som symbolet på sin konsekvens.

Lokale afsoningssystemer

Når man koncentrerer unge med problemer få steder, så åbner man for den risiko faktor, der handler om sidemandsoplæring. Uheldige vaner og viden om rusmidler bliver udvekslet blandt de unge. Der er set mange eksempler på at anbragte børn har fortsat deres kriminelle løbebane imens at de er anbragt. Sekundært så skal samfundet ofte bekoste transport, når de unge skal flyttes imellem forskellige institutioner. Det er sjældent at et barn tilbringer hele sin opvækst på samme institution. De udvikler sig og har brug for andre tilbud – tilbud, som ikke kan honoreres på den institution, hvor at de er anbragt. Men hvis vi vendte problemstillingen og indførte lokale afsoningssystemer med dagsbehandling som det kendes fra hospitalsvæsenet, så kunne man sætte ind med konsekvenser langt hurtigere inden at barnets handlinger kræver en egentlig døgnanbringelse. Økonomisk så koster dagsprogrammer mellem en 1/10 og en 1/20 af en anbringelse, så man kan nå ud til langt flere børn.

Der er mange fordele ved lokale afsoningssystemer. Den unge fjernes ikke fra sit sociale netværk og de andre unge i området ved at lovovertrædelser har en konsekvens, når de kan se deres kammerat om lørdagen, imens at denne f.eks. er ved at samle affald op.

Der er selvfølgelig et modargument, som går ud på at nogle kvarterer er så belastet af kriminalitet, så de unge for enhver pris skal fjernes fra lokalområdet, hvorefter at man venter på at den unge begår en lovovertrædelse, som er så alvorlig så dette kan retfærdiggøres ^[13], men vi må spørge os selv om hvorvidt at det ikke ville have både en afskrækkende og forebyggende effekt at de unge kan se at deres kammerater bliver sat til at afsone lige foran øjnende på dem.

Andre lokale tilbud

 Nogle steder har man erkendt at det ikke nytter at lukke ned for alle tilbud i sommerferien, fordi at folk i teorien skulle være på ferie. Der er sågar nogle, som benytter især sommerferien til at give alle unge mennesker en chance for at få noget coaching, som både vil styrke deres selvtillid, men også vise de unge, som måtte have fået en konsekvens at de ikke er isoleret i forhold til de unge, som ikke har overtrådt loven. Nogle steder laver man boot camps af en uges varighed (Sommer Boot camps). I disse boot camps blander man unge, som er lovovertrædere med almindelige unge, hvorefter at alle udsættes for en lang række prøvelser suppleret med coaching.

I forhold til de traditionelle boot camps for vanskelige unge, som de fandtes i USA i de sene 90’ere, så består de ikke af de uendelige ydmygelser, som har til formål at nedbryde de unge for at bygge dem op igen. Faktisk er der efter min opfattelse ingen unge, som har brug for at blive brudt ned, mange er dem har samfundet brudt ned I forvejen. De har derimod brug for at få selvindsigt og blive rost for at gøre en indsats.

Jeg har været i dialog med nogle af de mennesker, som står for disse sommer boot camps - således også chefen for et sådan program i Blue Springs, Missouri som driver et program, som er religiøs neutralt. De unge, som har fået en dom for en mindre forseelse er eller har pjækket fra skolen selvindskreven til deltagelse, men de har mange unge som deltager frivilligt. I byen har programmet status som stedet, hvor at de seje tester sig selv af.

Vi kunne også lave sådanne camps. De enkelte lokalsamfund kunne gå sammen, så det var SSP-samarbejdet der stod som arrangør vært og trænerne f.eks. kom fra et lokalt fitness center suppleret med tilskud fra erhvervsvirksomhederne i området, som kunne bidrage med finansieringen af uniformer, forplejning, evt. telte osv.

Man kalder dem også leadership camps, fordi at de unge lærer at tage ansvar og samarbejde i grupper.

Landsdækkende supplement

Der vil stadig være brug for døgninstitutioner til børn, som måtte have specielle behov. Spørgsmålet er om de fortsat bør lægge i kommunal regi.

Kortvarige afsoningsprogrammer

 Men disse bør suppleres med kortvarige programmer af under en måneds varighed, som de unge, der er dømt af ungdomsdomstolene kan søge.

Hvis vi ser på et kortvarigt program koncept, som kan vise resultater, så er det vildmarksterapi. Det handler om at de unge forlader deres hjem, som ofte fungerer som en begrænsning for dem og hvor at de udviklingsmæssigt er gået i stå. De unge, som vender hjem fra et frivilligt ophold I vildmarken, er unge som har større selvtillid i forhold til hvad de havde inden afrejsen.

Da vildmarksterapi er forbundet med nogle risiko-faktorer og det ikke bestemt ikke er for alle, så kunne et andet alternativ være det kinesiske gå-skole koncept. Det er et mindre krævende koncept, men rummer en del af de samme elementer som vildmarkterapi.

Begge koncepter rummer store megen motion, hvilket gør dem specielt velegnet som redskab til afvænning fra et rusmiddel.

Så er der fængselsweekend, som er et kursus i at sidde i fængsel. Nogle steder anvender man konceptet ”Scared straight”, men resultaterne er blandet. I stedet så er formålet med kurset at lære de unge at det er forkert, når de voksne omtaler fængsler som luksushoteller. De unge vil tilbringe fredag til søndag i et nedlagt fængsel, som er ombygget til formålet sammen med en forælder, hvor at de vil lære lidt om hvordan at fængsler fungerer inden at de selv risikerer at havne i et. De vil overnatte i en celle, de vil prøve fikseringsmetoderne, de vil blive informeret om hvor lidt indflydelse de har på afsoningssted og afslutningsvis se hvordan at fængsler i andre lande alt sammen afbrudt af pauser, hvor at de kan evaluere deres oplevelser med andre familier.

Andre tilbud

Der var mange forældre her i vinterferien, som nok havde set at konceptet om et nationalt hjælpekorps havde været til stede. Konceptet går ud på at man forebyggende opsøger de unge, som måtte være i risikoen for at kede sig så meget at de kunne komme galt af sted. Konceptet bygger på en ide, som blev fostret af den engelske politiker Cameron. Det går ud på at man simpelthen betaler de unge for at tage til en anden landsdel, hvor at de kan deltage i nogle spændende og udfordrende øvelser som f.eks. brandslukning og fysiske øvelser, suppleret med samfundstjeneste.

Civilforsvaret kunne i Danmark være vært for dette korps, da de har udstyret til øvelserne. Nogle af de unge, som måtte have fået en dom kunne få lov til at deltage, hvor at de i stedet for penge får afslag i straffen.

Endelig har det amerikanske hjemmeværn lavet et program på 1,5 år hvor at de unge opholder sig 6 måneder på en kaserne og 1 år hjemme med en mentor pr. deltager. Af de 6 måneder på kaserne er 2 uger en næsten 24 timers test af hvilke ressourcer de unge har og resten af tiden er heldagsskole afbrudt af motion eller dage med samfundstjeneste. Der er ikke hjemmebesøg i løbet af de 6 måneder for at undgå fristelser som stoffer m.v, men familien kan besøge de unge på kasernen. Man kunne kalde løsningen Hjemmeværnsudfordringen.

Konceptet vil være meget anvendeligt for unge, som er på grænsen til at blive lokket ud i kriminalitet på grund af en dummebøde. Undervisningen kunne udføres i samarbejde med VEU-systemet, hvor at hver enkelt af de unge baseret på deres evne kunne gå efter den eksamen, de mener at de kan nå i løbet af 6 måneder. Dvs. at dette koncept også kunne bruges til at samle de unge op, som måtte have forladt folkeskolen før tid.

Konceptet er at betragte som en slags ”time-out” for unge, der er faldet ud af det traditionelle uddannelsessystem og hvor at de kan få ro til at komme op på hesten igen. Hegnet omkring kasernen er ikke for at holde de unge inde, men derimod for at holde samfundet ude.

De enkelte løsninger er beskrevet mere detaljeret i de vedlagte bilag.

Løsningerne har været debatteret løbende over det sidste år på forskellige debatfora og de bliver løbende justeret efter denne kritik som jeg modtager.

Jeg håber at de vil løbe dette skriv igennem og måtte de have kommentarer / spørgsmål, så er de velkommen til at kontakte mig.

Bilag 1: ”Teen Court” (Ungdomsdomstolen)

Dette koncept er ikke en ny opfindelse. De første forsøg fandt sted i 1947, men i 1972 opstod de første moderne programmer ^[14]. Konceptet går ud på at unge, som laver mindre forbrydelser mod at aflevere en tilståelse bliver stillet til regnskab af unge på deres egen alder.

Tilbagefaldsprocenten er under 10% de steder hvor at man har haft tid til at justere konceptet.

Hvis man tager udgangspunkt i den model, som er mest udbredt i dag, så kører politiet den unge til ungdomsdomstolen efter endt afhøring i stedet for hjem til forældrene. Den unge starter så med at mødes med nogle unge, som er udpeget til at indtræde i rollen som forsvarsadvokater. De skal lave et netværkskort over den unges omgangskreds / familie, som skal overdrages til juryen inden voteringen.

Selve fremgangsmåden

Når de har snakket sammen og forældrene har indfundet sig, så starter retssagen. Et panel af 4 unge udspørger først den unge, så forbrydelsen er skåret helt ud i pap. Derefter udspørges den unge og eventuelt dennes forældre omkring den unges situation. Foruden forsvarerne og panelet, så sidder en jurist, en kommunal sagsbehandler og en jury af 7-9 unge med på sidelinien. Juristen skal sørge for at der ikke stilles ulovlige spørgsmål og sagsbehandleren skal notere de samme ting, som vedkommende ville have gjort i forbindelse med en samtale i hjemmet. Disse to rådgivere må ikke spørge den unge om noget som helst, men de må gerne skrive noter til panelet, som så stiller spørgsmålene til den unge. Der må også afhøres vidner, men generelt er skyldspørgsmålet afklaret, så politirapporterne burde dække den enkelte lovovertrædelse. Spørgsmålene skal ikke stilles for at ydmyge den anklagede. De skal stilles for at juryen kan forstå den anklagedes situation. Med andre ord. Den anklagede skal have lov til at fortælle sin historie og alle i lokalet skal være parate til at lytte.

Når alle spørgsmål er stillet, så trækker juryen sig tilbage med juristen. Deres opgave er at sætte paragraffer på, så den anklagede, men også juryen for noget viden om landets love og hvilke konsekvenser en tilsvarende lovovertrædelse måtte have for en voksen.

Denne proces er meget vigtig. Gang på gang er det i medierne blevet forklaret at nogle unge laver nogle ganske alvorlige forbrydelser uden at de er klar over hvor alvorlige de er ^{[15] [16]}. Det spørgsmål vi må stille os selv som befolkning er: Hvordan skal de unge forstå hvad der er alvorligt og hvad som ikke er, når de ikke lærer om retshåndhævelse i grundskolen? For den enkelte unge er at smadre en container med et slagvåben næsten det samme som at tænde ild til den, men det er det ikke juridisk. Der er en markant forskel på straframmen imellem hærværk og brandstiftelsen, ligesom der er forskel på tyveri, ran og røveri.

En ungdomsdomstol (”Teen court”) kunne være det forum hvor at de unge lærte dette. Ikke kun den anklagede, men alle involverede i sagen ^[17]. Nogle steder håndterer de ”Teen courts” også regelbrud på skolerne samt pjækkeri. Derved undgås at nogle unge betragter lærerne som fjender og derved skaber risiko for nederlag for sig selv i uddannelsessystemet.

Når juryen har truffet en afgørelse, så kommer de ud i lokalet igen og oplæser den konsekvens, som den unge pålægges. Som led i en symbolsk handling, så får den unge nogle steder udleveret et sæt tøj, som denne skal gå i, imens at denne afsoner konsekvensen. Det sker som alternativ til håndjern, som ofte bliver sat på den dømte umiddelbart efter at dommen er oplæst. Den unge kan nu starte sin afsoningsproces.

Den mest almindelige afsoningsproces.

Den model, som har udvist de bedste resultater består af 4 faser. Modellen bygger på anvendelse af konceptet ”Restorative justice”, som også har været brugt i Danmark ^[18]

Undskyldning

Første fase er at skrive en undskyldning til skadeslidte. For at den unge skal gøre sig umage, så kan denne få reduktion i straffen, men det kræver at den unge læser undskyldningen op foran anden jury, som måtte være på vagt den dag. Derefter skal den unge forsvare den som om at det var en opgave på et studie.

Formålet med at motivere den unge til at skrive en undskyldning er at udvikle empati hos den unge. Alt for ofte betragter de det øvrige samfund som en grå masse. De skal forstå at man i stedet for et ødelagt sidespejl skal betragte det som Fru Jensens sidespejl. Dvs. at der ofte er en person som har måttet lide afsavn på grund af deres lovovertrædelse.

Konsekvens eller udfordring

Ideen med ”restorative justice” er også at genopbygge det ødelagte. Dvs. at en graffiti maler kan blive sat til at male nogle dekorerede flader i det offentlige rum. En person, som render rundt og ydmyger hjemløse kunne blive sat til at hjælpe til på et herberg.

I nogle tilfælde kan det dog ikke lade sig gøre at sætte den unge til et arbejde som har direkte relation til det ødelagte. Så må domstolen i stedet satse på at genopbygge selvværd hos den unge. Nogle unge er blevet bedt om at læse historier for de små i børnehaver så personalet kan blive aflastet.

Andre konsekvenser kan være stuearrest i hjemme i nattetimerne, forbud mod at besøge bestemte adresser, terapi, kurser i vredeshåndtering og konflikthåndtering.

Men hovedessensen i foranstaltningerne er at den unge for så vidt skal fastholdes i dennes nærmiljø, så man ikke koncentrere vanskelige unge på få steder, hvor at de kan udveksle negative erfaringer og blive forhærdede.

Når konsekvensen er sonet, så afleverer den unge den uniform, som vedkommende har båret i afsoningsfasen.

Men en domstol kan også komme ud for en sag, hvor at den unge ikke forstår at vedkommendes levevis kan være en trussel for dennes eksistens. Det kan være at den unge nyder rusmidler i en grad, så denne enten begår kriminalitet i en rus eller ikke kan tage vare på sig selv. Ulovlige rusmidler giver sig selv. Her må retten lave en aftale med forældrene om at myndighederne ringer til familien periodisk, så de kan foretage en test på deres barn. Hjemmetests kan købes for en beskeden sum og de kan få disse pakker hjem.

Lovlige rusmidler som overdreven forbrug af hjemmeapoteket er sværere at kontrollere. (Internationalt ser man et voksende forbrug af hovedpinepiller, som sniffes i knust form eller hostesaft som drikkes i hele kopper.) Her må man se på om systemet skal være at den unge skal henvende sig hos et ambulatorium indenfor et par timer efter et telefonopkald.

Med hensyn til alkohol kan man anvende de nye SCRAM-fodlænker, som anvendes i USA. Disse måler sprit i sved. De er så fintfølende at personerne som bærer dem skal føre logbog for at undgå tests, som er falske positive.

Det vigtigste er at domstolen ikke er fordømmende. Den skal hjælpe den unge til selverkendelse. Kulturer er forskellige og med hensyn til alkohol så findes der kulturer, hvor det er acceptabel at selv et barn på 12 drikker. Uanset om en person er 12 eller 90 år gammel gælder det dog om at forbruget er under kontrol. Et barn på 12 eller 12 som skal køres hjem af politiet har ikke kontrol over sit forbrug ^[19]. Erfaringer fra USA viser at fokuseres der på alkoholforbruget via en ufrivillig afvænning, så skaber dette trods og ringe resultater. Her må domstolen gå efter at den unge har brugt politiets ressourcer uden grund. Voksne kan jo også få en bøde, hvis de flyder på gaden i beruset tilstand. Så tilbuddet skal i sådanne tilfælde lyde på konsekvens eller en udfordring i håbet om at den unge i det sidste tilfælde måtte forstå at denne måske har et problem.

Langt de fleste afvænningsprogrammer handler om at misbrugeren skal erkende sin magtesløshed over for problemet. Det er den selverkendelse som domstolen skal hjælpe den unge på vej med – ikke en fordømmelse.

Prøveperiode

De fleste domme har en prøvetid på 3 måneder. Ved prøvetidens udløb kaldes den unge op til et evalueringsmøde, hvor at denne får dommen stukket i hånden og vedkommende kan så efter eget valg vælge at putte den i en makulator. Derefter eksisterer dommen ikke nogen steder ud over i det sociale system. Straffeattesten er blank.

Der er dog en sidste pligt, som den unge skal udføre i prøveperioden.

Jurymedlem

Den unge skal sidde blandt jurymedlemmerne i en sag imod en anden, så denne kan få indblik i hvor svært at det reelt er at have et andet menneskes skæbne i hænderne.

Den sekundære, men ikke mindst lige så vigtige grund er at samfundet derved fortæller den unge, at denne er fuld ud rehabiliteret. Så rehabiliteret at samfundet betror den unge med en så alvorlig opgave.

Juryens sammensætning

En jury bør optimalt svare til befolkningens sammensætning. Det er imidlertid svært, hvis rekrutteringen kun skal foregå blandt medlemmerne af politiske foreninger. Derfor bør man overveje om ikke værnepligtsloven skal laves om, så begge køn skal møde op og de unge som trækker frinummer, skal aftjene tre dage som jury medlem eller en dag som enten panel deltager eller forsvarer.

Dermed får man en ganske stor gruppe af unge mennesker på ca. 17 år. Men de skal også suppleres af unge fra 8. klasse for at læren om vores retssystem kan blive udbredt blandt unge, som er yngre. Derfor burde de unge i 8. klasse, hvor at de ikke er presset af den foranstående afgangsprøve som obligatorisk led i deres skolegang aftjene en dag som jurymedlem.

Juryerne får derved en sammensætning af unge på 17 år, 13-14 år og så de dømte.

Obligatorisk deltagelse som jurymedlem er nogle steder lige så vigtig som værnepligt og der er endda nogle steder, hvor at man kan blive straffet for at unddrage sig denne pligt. I Californien ser man ofte kendte som jury-medlemmer ^[20].

Vi må stille os spørgsmålet om det ikke er på tide at involvere de unge i retshåndhævelsen i dette land. Måske får denne deltagelse på sigt løst problemet med rekrutteringen til retssystemet for voksne. Et problem, som har været oppe i medierne i den seneste tid.

Hvad er der at vinde ved brug af ungdomsdomstol konceptet

Hvorfor skal vi anvende dette koncept? Det skal vi fordi at der er noget at vinde for alle parter.

Hvad er gevinsten for den unge?

Hvad er gevinsten for forældrene?

Nogle forældre kommer fra anden kultur, hvor at lokalsamfundet spiller en større rolle i en fælles opdragelse af den unge og opdragelsesmetoderne (F.eks. brug af fysisk afstraffelse) fra den hjemlige kultur er måske vanskelig at implementere i et moderne samfund ^[23]. De står måske ligefrem undrende og skamfulde tilbage, når barnet afleveres ved hoveddøren af politiet. Nogle har måske så svært ved at bære dette at de benægter fakta overfor sig selv ^[24]. Barnet oplever at forældrene er frustreret og overtager måske kontrollen i hjemmet. Ved at ungdomsdomstolen går ind og udmåler en konsekvens, kan forældrene opleve at lokalsamfundet støtter op omkring den fælles opdragelse ganske som i deres hjemland.

Det er ikke kun blandt etniske forældre at en magtkamp i hjemmet kan udvikle sig til forældrenes ugunst. Socialforvaltningerne oplever et stigende antal henvendelser fra familier, de ikke kender til i systemet ^[25]. Ungdomsdomstolen åbner mulighed for at de kan rette henvendelse til myndigheder omkring første lovovertrædelse uden at de ødelægger fremtidsmulighederne for deres barn. Ved alkohol/stofmisbrug kan de bede om at der kommer folk til hjemmet fra myndighederne på ”grund af et tip ude fra byen” så barnet kan testes, hvorefter at det bliver en sag for retten at udfordre den unge på dennes opfattelses af misbrug.

Hvad er gevinsten for samfundet?

Hvem skal drive dem?

Driften af domstolssystemet er en statsopgave. Ved en placering under staten sikres det endvidere at sanktionerne som uddeles vil være uafhængige af tilstanden for de kommunale budgetter.

Reference

http://www.retsreformnu.dk/ungdomsdomstolen.htm - Hovedside omkring konceptet med links til en masse af disse domstole, rapporter, statistikker og artikler om emnet.

Bilag 2: Dagsbehandling

Dette koncept er begyndt at vinde frem i USA, som alternativ til egentlig anbringelse. I slutningen af 90’erne så man efter alternativer til de store lukkede ungdomsfængsler. En af løsningerne var boot camps, som dog efter nogle tragiske dødsfald og manglende langsigtede resultater hurtigt gik af mode igen ^[28].

Dagsprogrammerne kommer i mange afskygninger, men fælles for dem er at de kendestegnes ved at den unge fastholdes i skolesystemet, og at de efter skolen går et sted hen, hvor at de kan coaches eller modtage lektiehjælp. Flere af programmerne rummer fælles morgenmad i erkendelse af at mange hjem ikke er i stand til at håndtere denne opgave – et fænomen, som også ses i Danmark ^[29].

Nogle programmer rummer mulighed for at bestille morgenvækning, hvis forældrene ikke har en autoritet i hjemmet, som gør det muligt for dem at beordre deres barn op af sengen. Her i landet er en morgenvækningsordning set om end i en uformel form ^[30].

De er ofte suppleret med udgangsforbud (22 – 04) og eventuel forbud mod at opsøge stemte adresser.

Varighed

Nogle programmer har en længde på 6-9 måneder ^[31], andre er kortere. I nogle programmer er deltagelsen bestemt af lovovertrædelsens karakter.

Nogle programmer rummer elementer af samfundstjeneste, andre ikke ^[32].

Den anbefalede model ser sådan ud.

Forældrenes rolle

Forældrene kommer ind i billedet på flere forskellige måder.

Regulering af de unges opførelse i programmet

 Man bør operere med et smiley system, hvor at den unge kan samle sure smileys ved -

Generelt bør konfrontationer undgås, men når de optræder bør den være en fast procedure, som består af ca. 3 minutters timeout og afspændingsøvelse. Der vil blive spurgt ind til årsagen på evalueringsmødet den pågældende dag. Smiley systemet skal dog være indrettet således at det medfører en langsommere afsoning – dvs. at den unge i systemet får 2 positive smiley’er pr. dag for at have overholdt betingelserne, men der skal 3 smiley’er til at udløse en ekstra dag i systemet. Derved undgår man at havne i en situation, som man kæmper med flere steder, hvor at den oprindelige forbrydelser bliver suppleret med disciplinære straffe, så den samlede straf ender med at blive helt ude proportion med den oprindelige lovovertrædelse.

Hvad hvis den unge stikker af eller på anden måde modarbejder programmet

Hvis man kombinerer dette koncept med ungdomsdomstolen, så vil de unge være motiveret for at følge programmet, men der er mulighed for at man som 1. konsekvens kunne anvende en GPS-baseret fodlænke inden at den unge med sin handling har valgt en døgnanbringelse.

Hvorfor skal vi anvende et dagsprogram koncept?

Fordi at der er noget at vinde for alle parter. Den unge og dennes familie bevarer kontakten. Den unge bevarer sit netværk i lokalsamfundet. Negative elementer holdes på afstand ved at den unge skal være bestemte steder på bestemte tider. Økonomisk er dagsprogrammer ekstremt billige i forhold til døgnanbringelse. Set i forhold til aktuelle situation i Danmark, kan flere børn blive hjulpet. En politidistrikt i Nevada mener at kunne spare et 6-cifret beløb (i dollars) ved at bruge dagsbehandling i stedet for døgnbehandling ^[33].

Hvem skal drive dem?

De skal drives i kommunalt regi. Kommunen råder i forvejen over de nødvendige værktøjer. De har lokaler, psykologer i skolesystemet, udstyr fra afdelinger under teknisk forvaltning til samfundstjenesten, muligheder for at skaffe de unge opgaver i børnehaver m.v.

Reference

http://www.retsreformnu.dk/RRN.htm - Hovedside omkring konceptet med links til en masse af disse dagsprogrammer og artikler om emnet.

Bilag 3: Sommer Boot Camp

Boot camp forbindes med en lukket militærlejr med en sindsyg sergent, men boot camp bruges også som betegnelse for et kort intensiv kursus og det er i denne forbindelse at forslaget, som er offentliggjort på websiden center-validering ^[34] skal ses.

Vi ved at der om sommeren er mange unge, der hænger på gader og stræder uden at have noget at tage sig til. Der er ikke så mange fritidsjobs som i gamle dage. Nogle steder har man desuden skåret ned på aktiviteterne i ungdomsklubberne i den tro at familierne tager på ferie og at behovet derfor er mindre. Det skaber en risiko for vandalisme og småkriminalitet mest som følge af manglende evner til at tage initiativ til at kunne underholde sig selv ^{[35] [36]}. En masse begivenheder, som har skabt debat om nye straffeforanstaltninger ^[37].

En sommer Boot camp vil kunne løse tre opgaver:

Dvs. at både unge, som er der frivillig og nogle som er sanktioneret til at være der, er blandt deltagerne. Instruktørerne ved ikke hvorfor at den enkelte er der. De skal motivere børnene igennem udfordringerne – ikke pine dem.

Målsætning

En sommer boot camp kunne arbejde ud fra 4 målsætninger:

Varighed og indhold En boot camp af denne type bør kun vare en uge for at de unge ikke bliver institutionaliseret selvom konceptet ligger op til at de sover derhjemme. Alle aktiviteterne foregår i lokalområdet, som rummer de faciliteter, som der er brug for. Blue Springs i Missouri afholder hvert år en sommer boot camp. Aktiviteterne på denne camp spænder bredt fra motion, samfundstjeneste, orienteringsløb, gruppe øvelser og foredrag med hjemmeopgaver ^[38]. Foredragene er en meget vigtig bestanddel. Det handler om coaching. Udover at vi ønsker at den kommende voksengeneration skal lære at tage ansvar, så ønsker vi også nogle, som har selvtillid og hviler i sig selv.

Hvorfor skal vi have disse kurser og hvem skal drive dem?

Vi har 6 uger om sommerferien, hvor at de unge har fri fra skolerne. De fleste familier har kun ferie i 3 uger. Ved at have disse aktiviteter så er ungerne beskæftiget i en uge ekstra, hvor at de desuden bliver rustet på det menneskelige plan, så de ikke er så lette at lokke til unoder.

En af aktiviteterne er desuden samfundstjeneste, hvor at det er de unge selv, som renoverer en fritidsbeskæftigelse for byens børn eller etablerer en ny aktivitet (f.eks. en BMX-bane). Ved at de unge er med til at bygge noget op i byen, så får de måske også en form for medejerfølelse for disse ting, så de ikke er så motiveret til at udøve vandalisme imod disse.

Kommunerne bør stå som arrangør af disse camps, men de bør gøre det i samarbejde med det private erhvervsliv. Instruktørerne kunne komme fra lokale fitnesscentre eller sportsforeninger. Uniformerne og en T-shirt er til at købe for rimelige penge og det lokale erhvervsliv må tænke på hvad de bruger af ressourcer på graffiti, butikstyverier og almindelig hærværk.

Hvad hvis de unge har brug for at komme helt væk fra lokalmiljøet?

Det kan en sommer boot camp ikke hjælpe med, men man kunne lave et lignende koncept på en civilforsvarskaserne fjernt fra hjemkommunen. Man kunne sågar tilbyde disse unge betaling, hvis de ikke har brudt loven endnu. Se bilag: 7 ”Nationalt hjælpekorps”

Reference

http://www.center-validering.dk/sommerbootcamp.htm - Hovedside omkring konceptet

Bilag 4: Vildmarksterapi

Dette koncept er opfundet i Skotland efter krigen, men bruges primært i USA ^[39]. Ideen er at fjerne de unge fra moderne komfort og udsætte dem for de naturlige konsekvenser som opstår når der sjuskes ude i naturen.

Frem til 1980 var det primært frivillige adventure kurser, som markedet bestod af, men omkring 1980 produktudviklede mormonske grupper konceptet, så de indarbejdede elementer fra boot camps. Ufrivillig deltagelse blev således normen og i dag introduceres vildmarksterapi for deltagerne ved at forældrene og personale fra transportfirmaet pludselig står i de unges soveværelse, hvorefter at det er af sted i håndjern og fodlænker.

Fordi at konceptet bygger på naturlige konsekvenser, så optræder yderste konsekvens af manglende evne til at klare sig i naturen på denne vilkår – døden – ofte ^[40]. Utallige forsøg på at regulere de regler, hvorunder disse kurser afvikles, har ikke kunnet ændre på dette. Det er selv i dag almindeligt at børnene i vildmarken løber tør for føde nogle dage før at de får en ny forsyning og hvor at de så er nød til at ty til mad som insekter og planter ^[41].

Sekundært er der mange som har klaget over PTSD. Dette skyldes at vildmarken fungerer som et fængsel, der holder truslerne ude. De unge i vildmarksprogrammerne er så at sige beskyttet mod de trusler, som forårsagede at de kom der og det er fint i forbindelse med en afrusningsproces, men de i langt størstedelen af programmerne er forældrene kun ude i felten i løbet af de sidste 3 dage. De forstår derfor ikke hvad de unge har oplevet og når den unge så er hjemme igen, så kan forældrene ikke støtte op omkring den omstillingsproces, som er nødvendig når en person rejser fra et lukket miljø til et åbent.

Hvorfor skal vi have sådanne kurser og hvor skulle de afholdes?

Vildmarksterapi er effektivt – ingen tvivl om dette. De unge lærer meget om sig selv og får flyttet deres grænser. De lærer at arbejde i teams og være omstillingsparate ^[42].

Sekundært så er sådanne kurser virkningsfulde, hvis de unge vil afvænnes for et misbrug. De er isoleret fra forsyningskæderne og de motionerer, hvilket er en fordel i afvænningsprocessen. Fordelen ved fysisk aktivitet i forbindelse med afvænning er også opdaget her i landet ^[43].

Der er lavet forskellige undersøgelser og de firmaer som arbejder uafhængigt af et efterskolesystem, som skal brødfødes med elever leverer langt de bedste resultater. 90% kan vende hjem ^[44].

Der er problem med Danmarks geografi. Rent praktisk har vi ikke områder i Danmark, som er tilstrækkelig øde. Kurserne kan afholdes i Sverige og det vil kræve samarbejde med deres myndigheder omkring tilladelser.

Hvem skulle drive dem?

De bør placeres i regions-regi. De kaldes ofte terapeutiske ekspeditioner og i mange kurser tilses de unge af psykologer en gang om ugen. Regionerne har ressourcerne indenfor psykiatrien og de færreste kommuner vil måske kun levere 1-3 egnede kandidater om året.

http://www.retsreformnu.dk/Retsreform/Challenge.htm - Hovedside omkring konceptet

Bilag 5: Gå-skole

Denne løsning er kinesisk inspireret ^[46][47], men forslaget er tilrettet vores kultur. Det er et mildere program end vildmarksterapi.

Konceptet går ud på at de unge går i op imod 6 timer om dagen afbrudt af pauser. I Kina går de unge 800 kilometre, men ser man på erfaringerne fra vildmarkterapien, så er tidsrummet i et sådan program nok så langt at der er risiko for PTSD.

4-500 kilometre ville kunne klares på 20-30 dage i moderat tempo.

Formål

At få skabt et rum for deltagerne, hvor at de er væk fra deres dagligdag. Deltagerne kunne være unge, som har brug for at være væk fra hjemmet i en kortere periode, så de kan samle kræfter til at bryde med marginaliseret gruppering, som de er blevet medlem af (pigebander m.fl.).

 At bekæmpe et eventuel misbrug ved at forlægge afrusningsprocessen til et sted, hvor at de har vanskeligheder ved at gå adgang til det rusmiddel, som de måtte være afhængig af.

Forskelle mellem den kinesiske løsning kontra en dansk løsning

I den kinesiske løsning sover de unge i lastbiler og forældrene er ikke med. Da gå-skolerne i Kina er opstået som en følgevirkning af indførelse af markedsøkonomien frem for som led i landets kriminalforsorg, så er der tale om private løsninger.

Kina har haft en 1-barns politik i mange år. Dette har medført at mange børn bliver ”projekt-børn” i en grad, så disse helt mister jord-forbindelsen på grund af forældrenes fejlslagne strategi. Hvor at løsningen i Kina bruges til genopdragelse, så vurderes løsningen i en dansk udgave at være mere velegnet som et frivilligt tilbud for unge, som vil afsone deres straf hurtigere ved at vælge en krævende form for døgntilbud frem for deltagelse i et dagsprogram.

En anden løsning er at man bør kræve at hver deltager har en voksen med – helst en fra familien. Der vil typisk kun være en eller to pædagoger med og for at beskytte dem mod overgreb fra deltagerne, så er det en fordel at der voksne tilstede, som kunne lægge sig imellem.

En anden fordel er at den unge kan få noget modspil undervejs, hvor at daglige sessioner med evaluering af dagen og debat omkring problemstillinger som hver af de unge skal arbejde med undervejs, vil blive drøftet.

Overnatningsforhold

I den kinesiske løsning, så overnattes der i lastvogne. Her i landet forbød vi visse typer af sovebusser, da de ikke var tilstrækkelig sikre i forbindelse med uheld. Disse sovebusser kan anvendes i forbindelse med en gåskole, hvor at man vil samle deltagerne op på ruten for at køre dem til en rasteplads med henblik på overnatning. Dagen efter vil deltagerne, når de er stået op, blive transporteret tilbage til ruten igen. De sikkerhedsmæssige problemer, som der er med busserne, er kun aktuelle, hvis der soves i dem, imens at de er i bevægelse. De vil med andre ord være velegnet til at blive anvendt i forbindelse med dette formål.

Ruten

I modsætning programmerne i Kina, så skal man finde ruter, som er ca. 400 kilometre lange under forudsætning at programmet skal vare i 3 uger. Flere af ruterne på de nationale cykelruter er ca. 400 kilometer lange. De er velegnet til denne type program, da der ikke er så meget motortrafik på disse ruter.

Daglig agenda

Efter morgen- mad og -vask i bussen, så køres deltagerne til det sted på ruten, hvortil at de nåede dagen i forvejen. Herefter går de i 6 timer afbrudt af pauser og frokost. Resten af dagen går med opgaver eller arbejde med deres personlige journal. Opgaverne kan være om seværdigheder på ruten eller skoleopgaver, som er sendt fra skolen i hjemkommunen. Der vil være noget evaluering af dagen og nogle af dagene vil være med en psykolog, som kommer forbi.

Afslutning på kurset

I Kina sluttes der af på hvad de kalder en kostskole, men et solo-element som det kendes fra vildmarkterapi ville være mere anvendelig. Formålet er ikke genopdragelse, men selvrealisation. Det kræver ro og ensomhed.

Hvem skulle drive dem?

De bør placeres i regions-regi. De kaldes ofte terapeutiske ekspeditioner og i mange kurser tilses de unge af psykologer en gang om ugen. Regionerne har ressourcerne indenfor psykiatrien og de færreste kommuner vil måske kun levere 1-3 egnede kandidater om året.

Reference

Bilag 6: Fængselsweekend

Inspirationen til dette koncept stammer dels fra ”Scared Straight” og en lignede løsning i Arizona, hvor at børn kan opholde sig 24 timer i en særlig afdeling af ”Tent city”, hvor at de ikke har kontakt med voksne fanger ^[48].

Der er tale om et kort kursus for at undgå at det bliver for virkeligt. Man foretog et eksperiment på University of Standford og der skal ikke lang tid til før at fangerne bliver institutionaliseret ^[49].

I modsætning til scared straigt programmet kommer de unge dog ikke til at se så meget som se en indsat. Risikoen for overgreb er simpelthen for stor. Mennesker vil altid prøve at overgå det forrige kursus i forsøget på at gøre det så godt som muligt og lige pludselig er grænsen overtrådt ^[50].

Formål

Der er tale om et kursus fra fredag aften til søndag eftermiddag, hvor at de unge introduceres til hvordan at det er at sidde i fængsel. De unge skal opleve hvor stort et indgreb i den personlige frihed fængsling er. De skal forstå at myterne om fængsler som luksushoteller er falske og at de bør gøre en indsats for at holde sig fra dem.

Kursusindhold

De unge skal overnatte 2 gange i en celle, de skal prøve nogle af fængslet magtmidler nøje overvåget af deres forældre under processen, de skal prøve at blive gjort klar til transport til retten, de skal se film fra fængsler i andre lande ^[51] og ikke mindst skal de snakke om deres oplevelser med deres egne forældre, samt andre deltagere.

Hvem skulle drive dem?

Kurset bør placeres i stats-regi. Et velegnet sted kunne være det nedlagte statsfængsel i Horsens.

Reference

http://www.retsreformnu.dk/Retsreform/Prisonweekend.htm - Hovedside omkring konceptet

Bilag 7: Nationalt hjælpekorps

Konceptet er både en afsoningsform men også et fritidstilbud. Forslaget bygger på et forslag fra den engelske politiker Cameron, som har foreslået at unge på 16 skulle have dette tilbud for at dæmme op for ungdomskriminalitet og grupperinger af unge, som de plages en del af på trods af at de har en markant lavere kriminel lavalder end vi har her i landet (10 år).

Vi har her i landet verdens bedste pasningstilbud for unge fra de er født til de forlader SFO-systemet. Dygtige og engagerede medarbejdere sørger for at de unge konstant er beskæftiget. Desværre kan denne indsats, som er gjort et bedste mening nogen gange få den uheldige konsekvens at de unge som forlader SFO-systemet ikke er i stand til at beskæftige dem selv.

Sekundært så har vi også tiltrådt EU’s konvention imod børnearbejde. En masse af de unge, som i gamle dage fik deres tid til at gå med fritidsarbejde kan nu ikke længere finde fornuftige ting at tage sig til. De er rodløse og lette ofre for grupper af asociale unge, som tilbyder dem social samvær og en identitet på gruppernes præmisser.

Det nationale hjælpekorps er et program af en uges varighed, hvor at unge over 12 kan forlade hjemmet i en uges tid for at lære om vigtige ting i livet imens at de arbejder og oplever noget aktion.

Formål

At udsætte de unge for nogle grænseoverskridende øvelser, som giver dem nogle oplevelser de kan tage med hjem alt imens at de holdes på afstand af fristelser, som kunne lede dem ud i kriminalitet.

Betaling

De unge, der ikke har brudt loven og som alene har meldt sig for at prøve programmet, skulle have mulighed for at få betaling for deres deltagelse, når de har gennemført deres ophold. I England har tilbudet om betaling også været fremme ^[52]. Afsonere, som vælger denne løsning i stedet for deltagelse i et dagsprogram får rabat, så en uge i dette program tæller som to uger i et dagsprogram.

Aktiviteter og varighed

Motionsløb, orienteringsløb, førstehjælpskursus, brandslukningskursus, oprydning eller renovering i naturen, gruppeøvelser, natøvelser. Programmet varer 6 dage fra søndag til lørdag, så de unge kan hvile om søndagen. Derved er de friske til skolestart mandag morgen.

Hvem skulle drive dem?

Kurset bør placeres i stats-regi. Et velegnet sted kunne være civilforsvarskaserner rundt omkring i landet.

Reference

Bilag 8: Hjemmeværnsudfordringen

I USA har hjemmeværnet etableret en ordning, som de kalder National Youth Challenge ^[53]. Det er et program for unge, som er faldet ud af uddannelsessystemet. Programmet består af 6 måneder på en kaserne med næsten ingen hjemmebesøg og et år i hjembyen, hvor at hver eneste af de unge har en voksen mentor tilknyttet.

Mange unge falder ud af uddannelsessystemet eller når kun at tage 9. klasse med uden at få en egentlig ungdomsuddannelse ^[54]. Der er mange årsager. Blandt andet spiller den sociale arv ind. Andre er faldet ud på grund af en overdreven fest-gen eller misbrug og selv om det efterfølgende retter sig op, så føler de at løbet er kørt og hænger efterfølgende fast i forefaldende jobs.

Det som dette program tilbyder er ro omkring deres egen situation.

Programmets opbygning

Programmet består af 3 faser. De første 14 dage består af hård fysisk træning og test af de unge som person, så de lærer hvordan at de reagerer på stress. Efter de 14 dage skal hver enkelt stå med et uddannelsesmæssigt mål.

Derefter følger 5,5 måneders undervisning på kaserne, hvor at der ikke er hjemmebesøg, men hvor at familien skal besøge dem på kasernen for at minimere risikoen for at der kommer stoffer ind på kasernen. Dagligdagen er bygget op af en kombination af motion og undervisning. Enkelte dage vil indeholde udflugter til steder, hvor at der skal løses opgaver. Andre dage vil rumme øvelser, som skal være med til at få de unge til at bryde deres egne grænser.

Undervisningen er ikke klasseundervisning. Der er tale om en individuel undervisning for hver enkelt på en computer, da eleverne vil have mange forskellige niveauer. Her i landet vil undervisningsmaterialet kunne erhverves fra et VEU center, så det materiale man kan tilbyde de unge ville være rettet imod at de unge ville kunne FVU (forberedende voksenundervisning), AVU (Almen voksenuddannelse) eller HF (Højere Forberedelseseksamen) alt efter den enkeltes evner.

I alle 6 måneder så bærer de unge uniform, da det foregår på en kaserne. De vil ikke blive trænet i våbenbrug, da det kun er strukturen i dagligdagen, som er vigtig at få lært dem. Halvvejs inde i 2. fase bliver de unge introduceret for deres mentor, som kommer fra deres hjemby og som de skal mødes med gennemsnitlig 1 gang om ugen i resten af forløbet.

3 fase foregår i deres hjem. De forsætter deres uddannelse baseret på deres resultater fra 2. fase og mødes med deres mentor en gang om ugen. Når det er nødvendigt, så tager mentoren med til møder med de offentlige myndigheder.

Hele forløbet slutter med et kort ophold på kasernen, hvor at de får et endelig kick-off inden at der sluttes med dimension og festmiddag for dem og deres familier.

Hvorfor skal vi have en sådan program og hvor skulle det placeres?

Vi har brug for en løsning, som kan samle nogle af de unge op, som ikke får sig en egentlig ungdomsuddannelse. 20 procent af en ungdomsårgang uden andet end folkeskoleuddannelse er simpelthen for mange, hvis vi fortsat skal gøre os bemærket på verdensmarkedet. Desuden har vi brug for et sted, hvor at vi kan ”gemme” unge, som gerne vil bryde med deres miljø uden at risikere at blive opsøgt af deres gamle omgangskreds. Der er unge, som står overfor at en beslutning om at begå kriminalitet for at betale en dummebøde, men som burde have et valg om at gemme sig samtidig med at de bruger tid på at finde sig selv og tage en uddannelse.

Denne løsning er også anvendelig, hvis de unge ønsker at bryde med deres sociale arv. De vil blive placeret i et miljø, hvor at de har de fornødne ressourcer tilstede, når de skal lære den selvdisciplin, som er nødvendig for at de kan studere videre. I en artikel omhandlende dette program, skrives der ^[55]:

I forhold til den aldersgruppe, som amerikanerne har rettet deres program imod, så skal vi nok bredde tilbudet ud til at gælde unge helt ned til 14 år. Vi har ca. 6.000 unge, som er væk fra folkeskolen. Nogle af dem har en social baggrund, som gør det umuligt for hjemmet at hjælpe de unge i hjemmet uden at disse unge dog er kommet så meget ud i kriminalitet at de kræver en egentlig døgnanbringelse. Hvis dette valg blev solgt til dem på argumenterne omkring kombinationen af aktion og uddannelse, så kunne de måske komme ind i uddannelsessystemet igen.

Er dette ikke en efterskole? Ja, det kunne det godt ligne, men der skal ikke levnes de unge mange muligheder for at skeje ud og det skal gøres svært for dem at blive smidt ud. Man må ikke forglemme at nogle af de unge måske har været ude af undervisningssystemet så længe at de har mistet evnen til at begå sig efter normale normer. Konsekvenser som løbeture, overnatning i sovepose i det fri eller armbøjninger vil kunne erstatte hjemsendelser. Desuden er normale efterskoler ikke hegnet ind og det er i nogle tilfælde nødvendig for at beskytte de unge mod negative påvirkninger fra omverdenen. Skulle en bande forsøge at bryde ind efter et tidligere medlem, så begår de en ulovlig handling blot ved at trænge ind på et militært område.

Med hensyn til den geografiske placering, så skal der tages hensyn til en række faktorer, men først og fremmest kan blikket rettes imod nogle af de militære anlæg, som vi skærer væk. Søværnets kompleks ved Frederiksværk (Auderød) kunne være en sådan placering. Der er flere kaserner i Jylland, som kunne være en løsning.

Værnepligt

Man kan argumentere for at de unge, som har været hele vejen igennem programmet burde fritages for værnepligten. Amerikanske erfaringer viser at det kun er et mindretal, som vælger at blive en del af militæret. De fleste forsætter på videregående uddannelse med den ballast, som de har fået i løbet af det 1,5 år, som de har været i programmet.

Hvem skulle drive dem?

Kurset bør placeres i stats-regi, men der bør åbnes for noget kommunal refusion, da programmet aflaster hjemkommunerne og der trækkes på ressourcer i staten.

Reference

http://www.center-validering.dk/hjemmevaernsudfordringen.htm - hjemmesiden kaldes hjemmeværnsudfordringen, men det kunne også kaldes forsvarets udfordring.

Referencer